Billeder
Tobias, Linda & Simon 2005.
DetaljerStamtræ oprejstStamtræ liggendeEfterkommere

Stamtræ

  
Ove Ingo PedersenAnne Bech f.Olsen Pedersen

Linda på Bornholm 2005

Linda Bech f. Pedersen Pihl

Født: Linda Bech f. Pedersen Pihl, 16. oktober 1969, Nakkov, Skt. Nikolai Sogn, (Ukendt) Herred, (Ukendt) Amt som datter af Ove Ingo Pedersen og Anne Bech f.Olsen Pedersen

Kirkedøbt: 18. januar 1970, Stormarks Kirke

Konfirmeret: 10. april 1983, Rødbyhavn

Stilling: Kemi ingeniør

Gift 27/08-2005 med Jess Lauring Pihl, Slotskirken, Fredensborg

EVENTS: En dag i Tisvildeleje.

EVENTS: Fotos fra Italien

EVENTS: Video fra Venedig

Jeg blev født 16. Oktober 1969 i Nakskov, hvor jeg tilbragte de 3 første år af mit liv. Min far havde på det tidspunkt lejet et bageri i Nakskov, som vi boede ovenover. 3 år gammel skete der to store ting - jeg blev storesøster til Gitte og vi flyttede til Rødbyhavn, hvor min far havde købt INGO-bageren. Vi boede ovenpå butikken i enlejlighed med 3 værelser, køkken og bad. Indtil jeg begyndte i skolen var jeg hjemme, på nær en 14 dages tid, hvor min mor forsøgte sig med at sende mig i børnehave. Far passede bageriet sammen med en svend og i weekenden nogle unge fyre der hjalp til. Mor passede butikken sammen med en fast dame og en del timelønnede unge piger. Da far jo altid arbejdede om natten fik vi varm mad til frokost, både os og dem der var på arbejde den dag.

 

August 1975 startede jeg i børnehaveklasse A på Havneskolen i Rødbyhavn, og det var på denne skole jeg gik til og med niende klasse. Min fritid brugte jeg hovedsageligt på håndbold, men også andre sportsgrene havde min interesse. Fodbold spillede jeg når jeg fik chancen, i flere år var det det jeg brugte frikvarterene på, og jeg spillede også med til firmafodbold. I mange år havde Gitte og jeg også vores egen hest. Den hed Pinto og var blandet Nordbagge og New Forest. Vi brugte som regel weekenden sammen med den og de andre heste i Hoby hvor den var opstaldet. Det var dejligt og vi nød det i fulde drag. Vi red lange ture på markvejene og i skovene rundt omkring.

Da jeg gik i femte klasse skete der noget skelsættende i mit liv. Min far gik konkurs med butikken og mine forældre blev skilt. Det var en stor omvæltning fra at have levet et priviligeret liv, til at være datter af en enlig mor, der først var arbejdsløs og på bistandshjælp og senere dagplejemor.

Vi flyttede til "Laredo" i Rødbyhavn hvor vi boede i en 4 værelses lejlighed. Da pengene nu var meget knappe arbejdede jeg i Kiosken i Rødbyhavn, 3 dage om ugen, i mine sidste folkeskoleår.

Efter folkeskolen startede jeg på matematisk linie på Maribo Gymnasium, hvorfra jeg blev matematisk-fysisk student i 1988, Det var 3 dejlige år, hvor jeg blandt andet mødte Jess. Først var vi venner og i slutningen af 3. G blev vi kærester. Min fritid blev stadig brugt på håndbold, nu også som træner. Da jeg gik i 2.G skete der desværre det at jeg ødelagde knæet. I lang tid forsøgte jeg at spille videre men det gik i stykker hele tiden - og det viste sig da også senere at korsbåndet var ødelagt.

Efter gymnasiet flyttede Jess og jeg sammen i en 1-værelses i Vanløse. Vi startede begge på Danmarks tekniske højskole (senere DTU) 1. september 1988 - kemilinien. Vi blev begge færdige som civilingeniører med K-liniebetegnelse i sommeren 1993. Det var ikke længere muligt for mig at dyrke sport pga knæet. Dog fik Sus og Lasse lokket os med ud at spille Golf, hvilket jeg kunne klare med en skinne på knæet. Det blev en stor lidenskab, og for at spille mest muligt tog vi mange weekender på besøg på Lolland, hvor vi var medlemmer i Maribo sø golfklub. For at supplere S.U'en arbejdede vi hele sommeren. Jeg var i cafeteriaet på færgen (Rødby-Puttgarden) og Jess arbejdede på lageret. Da vi ikke tjente ekstra penge ved siden af studiet resten af året galdt det om at skrabe så mange penge som muligt sammen om sommeren.

Jess fik arbejde kort tid efter, mens der gik et helt år før jeg blev ansat på ALK-Abelló i en analyseafdeling hvor jeg endte med at være helt frem til 2002. I 1994 flyttede vi fra vores lille 1. Værelses lejlighed i Vanløse til en 4 værelses lejlighed i Brøndby Strand. Vi meldte os ind i Vallensbæk golfklub, og spillede så meget som muligt. Vores ferier var i disse år også præget af at vi spillede golf. Den allerbedste tur havde vi i 1996 hvor vi tog 3 uger til Florida med golfkøller. Vi så en masse og havde det skønt, og fik spillet en masse golf.

1997 var et meger stort år - vi fik vores første søn, som vi døbte Simon (født 4. Aug. 1997). Han var 54 cm og vejede 3480 g, og var dengang som nu - en super dejlig dreng. 2 måneder inden Simon meldte sin ankomst, overtog vi et skønt parcelhus i Fredensborg, som vi startede med at sætte i stand fra ende til anden, så det var en hård måned med en masse hårdt arbejde, men 1. juli flyttede vi ind i huset, som vi stadig bor i.

Simon vendte selvfølgelig op og ned på vores tilværelse - det var det vores tid gik med nu. Golf var ikke længere aktuelt - der var for langt til Vallensbæk, og golfklubben i Fredenborg syntes vi ikke vi havde tid til at melde os ind i. Ikke kun for os var Simon en superdejlig omvæltning, men for hele familien, da han var første barnebarn på begge sider.

1. April 2000 kom Tobias til verden - endnu en super dejlig dreng. Han målte 56 cm og vejede 3580 g. Det var skønt at være mor til 2, men også hårdt. Nu oplevede man virkelig at man kunne mangle et par hænder og øjne.

I 2002 skiftede jeg job. Jeg havde været meget glad for ALK-Abello, men følte at det var tid til at prøve noget andet. Så jeg kom til Novo Nordisk i Gentofte hvor jeg startede som IT/-automatik konsulent. Det var dejligt og gav fornyet energi og virkelyst, at starte i nyt job og lære en masse nye faglige ting.

I 2003 byggede vi til og om. Hele huset blev stort set ombygget indvendigt, så vi fik nedlagt det store dumme alrum vi havde midt i huset, og fik nogle dejlige store værelser til børnene.

8. April 2004 blev vi så forældre for tredie gang, og denne gang var det mindsandten en "lille" pige, som vi kaldte Cecilie. Cecilie målte ved fødslen 57 cm og vejede 4536 g. Det var rigtig sjovt at der kom en lille pige til familien, man må sige at der er biologiske forskelle.

27. August 2005 blev vi så endelig gift i Fredensborg slotskirke. 17 år efter at vi var blevet kærester. Jess havde arrangeret en overraskelsestur til Paris, og fået sine forældre til at passe børnene og dernede friede han så - meget romantisk. Bryllupsdagen var dejlig - vi havde en pragtfuld dag, som vi altid vil mindes. Festen holdt vi på Tisvilde strandhotel. vores 3 vidunderlige børn, var de dejligste brudesvende og brudepige man endnu har set (synes moren i hvert fald). Lørdag præcis 3 uger efter brylluppet måtte vi jo desværre begrave Sus, min dejlige svigermor, og børnenes højtelskede og forgudede farmor. Hun kæmpede bravt mod kræften i mange år, men måtte desværre til sidst give op.

I 2006 skiftede jeg job igen. Efter den sidste barsel kom jeg tilbage til et job jeg ikke trivedes i, så jeg valgte at skifte til Coloplast, hvor jeg 1. August 2006 startede som IT validation manager. Det er jeg glad for, det er et spændende job med gode udfordringer og nogle dejlige kollegaer. I 2006 fik jeg også lavet korsbåndet i knæet - så jeg nu kan komme i gang med lidt motion igen. 2006 blev også året hvor jeg kom tilbage til håndbold idet jeg er medtræner på Simons lilleputdrenge.

 

Nu skriver vi 2007 og alt går bare i rask tempo. Børnene skal afsted hver dag, til børnehave og skole, og senere på dagen til kammerater og sport. Vi voksne har fuldtidsjobs, en håndboldtrænergerning, og så er vi igen begyndt at spille golf. Denne gang i Fredensborg hvor vi er blevet medlemmer.

 

 

 

 

 

 

 


 
 
Efternavne Sogne
Fornavne Tidslinie

Tilføj til favoritter

Børn

Simon Bech Pihl
Tobias Bech Pihl
Cecilie Bech Pihl

Status

Senest opdateret d. 24. maj 2009 af Lasse Pihl